Rengøringsvanvid! eller Røg fantasien ud i den sorte sæk?

En af mine mest kære yndlingshistorier handler om den kontroversielle tyske avantgardekunstner Joseph Beuys >.
Beuys var tysk pilot under 2.verdenskrig, han blev skudt ned på Krim-halvøen i marts 1944. Han blev hårdt såret fundet i sneen af tartarer, der rullede smurte ham ind i fedt og rullede ham ind i filt for at holde på kropstemperaturen.

Denne hændelse blev til en af hans væsentligste inspirationskilder og ud over happenings, installationer, tegninger medvidere indgik de to materialer i hans skulpturer.
Således havde et stort museum en skulptur af Joseph Beuys lavet af fedt, den var de meget stolte af, selv om den langsomt forsvandt og flød mere og mere ud. Nu var det sådan at museet fik en ny rengøringskone, en god tysk dame med sans for orden og properhed, som gode tyske koner har. Tro mig, jeg ved det, jeg har selv en.

Og så var da en tirsdag oprandt hvor de gode museumsfolk mødte på arbejdet. Ikke fordi de havde pjækket, næh, fordi museet havde som alle gode museer var lukket om mandagen. Til deres store bestyrtelse kunne de ikke finde deres Beuys skulptur, der hvor den havde stået var der ikke så meget som en fedtplet tilbage. De spurgte rengøringskonen, hvad der var sket: ”nå, ja det rod fik jeg fjernet, det var et værre arbejde, hvem går dog rundt og laver den slags griseri på det fine museum.” De bestyrtede museumsfolk spurgte, hvad der var blevet af ”svineriet”, men det var kørt bort med renovationen for længst.

Rengøringsdamens naive uforstand kan sammenlignes vores undervisningspolitik for øjeblikket. Naiviteten må man håbe på er påtaget, hvis ikke, er det i så fald en kynisk og bevidst omgåelse af videnskab og forskningsresultater. Der er en mærkelig paradoksal forskel på alt snakkeriet om innovation, kreativitet og fantasi som skal gøre Danmark til en stærk aktør i en globaliseret verden, når man samtidig med hård hånd skærer ned på de kreative fag i folkeskolen. Starter ens kreativitet og fantasi når man har en
MBA?

Howard Gardner >,der er amerikansk psykolog og ophavsmand til teorien om de de 7 intelligenser >, kaldte nedprioriteringen af de kreative fag og indførelsen af test i den danske folkeskole for direkte dumt, man lærer ikke noget af have flere dansktimer, hvis ens hjerne ikke er i stand til at modtage. Selv en benzinstander er mere intelligent indrettet end folkeskolen, sådan som det ser ud nu. Der er indbygget automatstop, så benzinen ikke plasker ud over det hele.

Min gamle onkel Albert (Einstein, altså han er ikke min onkel, men jeg har altid ønske at han var det) har sagt: Fantasi er vigtigere end viden. For mens viden peger på alt det, som er, peger fantasi på alt det, der vil komme. I dag er det ikke vigtigt at kunne kongerækken eller at vide hvor Løgstør ligger. Det kan vi bruge computerne til.

Jeg har i de sidste par år beskæftiget mig med at tage en uddannelse i ledelse. Her er det store mantra i disse år - teamwork, projektledelse, spaghettiorganisation – kært koncept har mange navne. Og i forbindelse med de forskellige kurser har jeg i gennemgået diverse personlighedstest: DiSC, eneagrammer, Belbintest… De viser desværre altid det samme, så der må være noget om snakken. Men hvordan kan det nu være, at man i erhvervslivet bruger så mange grunker (vi taler her om millioner af kroner) på at sammensætte folk i teams og bruge lang tid på at lære dem at løse opgaver i grupper. De nye smarte ”buzzwords”[1] - innovation, fantasi og kreativitet, udløser bunker af grunker til konsulentfirmaer, fagbogsforfattere og ikke mindst kursuscentrene. Hvorfor fa’en bruge så meget guld på efteruddannelse i erhvervslivet, når man kunne starte langt tidligere i folkeskolen med - nåh, ja rigtigt gættet – fantasi, kreativitet og gruppeeksamen. Ideologi eller naivitet – døm selv.

Den desværre afdøde amerikanske multiinstrumentalist Eddie Harris > var et sindbillede på innovation, fantasi og kreativitet. Han spillede på saxofon med trompet mundstykke og omvendt, opfandt en elektrisk saxofon, skrev lærebøger i musik, indspillede et utal af plader bl.a ”The Reason Why I’m Talking S-t” som ikke indeholder noget musik, men bare Eddie der fortæller grove og muntre historier imellem numrene på forskellige klubber. Hans musik bevægede sig rundt i et utal af stilarter og han var bevæbnet med en god gang saftig humor og selvironi. Titler som ”People Get Funny When They Get a Little Money” og den selvbiografiske ”Eddie, That’s Why You’re Overweight” – Den sidste er en blues, hvor han remser alt den gode amerikanske junkfood op, som han kunne sætte til livs.

Eddie Harris kom til Danmark engang i 80’erne. Han skulle indspille og turnere rundt med et til lejligheden sammensat dansk orkester. Ud over at være et geni var Eddie Harris også lidt enerverende, han havde i dage og nattevis holdt foredrag om mikro-makro, diæter og kostens betydning for ditten og datten. Bilen med orkestret er på vej ind i Hamborg, da Eddie får øje på to gyldne buer i det fjerne. ”Stop the car!”. De danske musikere ser undrende på deres idol, der er på rask trav direkte ind i en McDonalds.
”This is my junkfood day” var den simple forklaring. Genier er tit så sammensatte.

FODNOTE
[1] Buzzword er i sig selv et buzzword, et selvrefererende ord.

Avantgardejazz er ligesom sex: det er enormt sjovt at være med til, men det lyder forfærdeligt. Eller modernismens paradoks.

Vi mennesker opfatter verden i strukturer, på mange vidt forskellige måder selvfølgelig, men for rigtigt at forstå noget, må vi have nogle referencer at rette os efter. Denne måde at se livet i mønstre og trangen til at inddele tingene i kasser gennemsyrer vores univers. Det er nok derfor at mange mennesker har svært ved at lytte til musik med helt frie rammer. Der er ikke nogle holdepunkter, ingen håndtag til forståelse.

Hvis jeg konfronterer mine elever med Contemporary Danish Jazz Quintets[1] komposition ”Action 1” fra 1966 i ca. 2 minutter, fremprovokerer det udtalelser i stil med, at man hellere vil til tandlægen. Nu synes jeg selv at tandlæger er dobbelt masochisme - først gør det ondt og siden koster det mange penge, men jeg griner (måske lidt ondt) hver gang et nyt hold hører total fri improvisation og jeg kan iagttage skrækken og ubehaget brede sig. Men det kan da være, at det en dag kommer til os, ganske langsomt i små nyk.

Vi kan i dag bare på det musikalske område se, hvordan moderne ideer og udefra kommende inspirationer er blevet opsuget i vores kultur, både den populære men også den fine. Vores ører er i de sidste hundrede år blevet vænnet til at høre de såkaldte blå toner[2], der i begyndelsen af forrige århundrede blev kaldt for kattejammer, negermusik, ugudeligt og sindsoprivende. I dag smører R&B sangerindernes soulguirlander lytternes trommehinder som kakao og den samme melodik er fuldt accepteret. I det hele taget er der mange, der ikke tænker på at den Beyoncé vi hører i radioen er en (indrømmet særdeles friseret) afart af arabisk musik, filtreret gennem nogle århundreders afroamerikansk kultur.

Og det sætter den absurde tanke i gang, at hver gang et neonazistisk punkorkester slår på to og fire på lilletrommen, hylder de afroamerikansk musik – det er der vist bare nogen, der har glemt at fortælle dem.

Dette er modernismens paradoks, de ideer der før var avantgarde: her kan vi nævne kropslig og sexuel frigørelse, moderne opdragelse, rytmisk musik for at nævne nogen få, bliver optaget i mainstream og i virkeligheden ændrer det ikke ret meget for menneskeheden, dumheden finder altid en vej. Som onkel Albert sagde: ”Forskellen på geni og dumhed er, at dumhed ingen grænser har”.

Vi kan se det hver dag, et forkert klik på fjernbetjeningen og man har et orgie i gang på skærmen. Men det virker kedeligt og mekanisk, tømt for erotik. Den seksuelle frihed man kæmpede for, befriede ikke verden eller gjorde den bedre, som man troede, men gjorde seksualiteten kommerciel og den blev opsuget af mainstreamen. Næste uges tilbud er et samle-selv torturkors med indbyggede håndjern hos Silvan. Lørdag aften er reddet, så kan vi se ”Brødrene fra Bakkegården” på DR1 samtidig, gamle danske film er da øretæveindbydende i primetime. Så kan vi trække lod om, hvem der skal være Poul Richard i aften.

Den såkaldte frie opdragelse, hvad blev der af den? Den er i sit udgangspunkt en demokratisk, sokratisk dialog mellem ligeværdige parter med forskelligt udgangspunkt, men hvis forældre kun kan finde ordet ”fri” og ikke orker eller har tid til resten af begrebet ”opdragelse” producerer det bare diktatorer i lommeformat.

For at slutte af på en munter tone. På et af de berømte Brandbjerg jazzstævner i begyndelse af 80’erne holdt den verdensberømte danske saxofonist og pioner på den frie avantgardejazzscene i Danmark, John Tchicai, et foredrag om spiritualitet og musik. Det var en lummer sommerdag og vi var vel 150 mennesker samlet i lidt for lille rum. Tchicai er en meget dyb og spirituel person med en kæmpe karisma og han holdt folk i sin hule hånd i 1 ½ times tid. Alle var helt oppe og flyve, en nærmest euforisk og ophøjet stemning. Tchicai afslutter foredraget med: ” Er der nogen der har noget at spørge om” - et øjebliks dyb tavshed og så lyder der en klar stemme: ”Er der nogen der har set mit vaskepulver”? Tchicai går i total nedsmeltning. Senere ses Tchicai og perkussionisten og trommetroldmanden Lars Stork (for ham var det nemlig) i dyb fortrolig samtale gennem Brandbjergs gamle have. Spørgsmålet var jo relevant, Lars' sokker var sure efter mange dages stævne, nogen havde taget hans vaskepulver og alle var samlet på et sted. Og det var da også en helt zen-buddhistisk mangel på situationsfornemmelse.

FODNOTER
[1] Hvis medlemmer bl.a. talte Gasolins guitarist- Frantz Beckerlee, der dog her spillede altsaxofon.
[2] blå toner, toner, der ligger omkring den lille terts, den lille septim og den formindskede kvint i en durskala, og som tilføjes denne i bluesmusikken;