Avantgardejazz er ligesom sex: det er enormt sjovt at være med til, men det lyder forfærdeligt. Eller modernismens paradoks.

Vi mennesker opfatter verden i strukturer, på mange vidt forskellige måder selvfølgelig, men for rigtigt at forstå noget, må vi have nogle referencer at rette os efter. Denne måde at se livet i mønstre og trangen til at inddele tingene i kasser gennemsyrer vores univers. Det er nok derfor at mange mennesker har svært ved at lytte til musik med helt frie rammer. Der er ikke nogle holdepunkter, ingen håndtag til forståelse.

Hvis jeg konfronterer mine elever med Contemporary Danish Jazz Quintets[1] komposition ”Action 1” fra 1966 i ca. 2 minutter, fremprovokerer det udtalelser i stil med, at man hellere vil til tandlægen. Nu synes jeg selv at tandlæger er dobbelt masochisme - først gør det ondt og siden koster det mange penge, men jeg griner (måske lidt ondt) hver gang et nyt hold hører total fri improvisation og jeg kan iagttage skrækken og ubehaget brede sig. Men det kan da være, at det en dag kommer til os, ganske langsomt i små nyk.

Vi kan i dag bare på det musikalske område se, hvordan moderne ideer og udefra kommende inspirationer er blevet opsuget i vores kultur, både den populære men også den fine. Vores ører er i de sidste hundrede år blevet vænnet til at høre de såkaldte blå toner[2], der i begyndelsen af forrige århundrede blev kaldt for kattejammer, negermusik, ugudeligt og sindsoprivende. I dag smører R&B sangerindernes soulguirlander lytternes trommehinder som kakao og den samme melodik er fuldt accepteret. I det hele taget er der mange, der ikke tænker på at den Beyoncé vi hører i radioen er en (indrømmet særdeles friseret) afart af arabisk musik, filtreret gennem nogle århundreders afroamerikansk kultur.

Og det sætter den absurde tanke i gang, at hver gang et neonazistisk punkorkester slår på to og fire på lilletrommen, hylder de afroamerikansk musik – det er der vist bare nogen, der har glemt at fortælle dem.

Dette er modernismens paradoks, de ideer der før var avantgarde: her kan vi nævne kropslig og sexuel frigørelse, moderne opdragelse, rytmisk musik for at nævne nogen få, bliver optaget i mainstream og i virkeligheden ændrer det ikke ret meget for menneskeheden, dumheden finder altid en vej. Som onkel Albert sagde: ”Forskellen på geni og dumhed er, at dumhed ingen grænser har”.

Vi kan se det hver dag, et forkert klik på fjernbetjeningen og man har et orgie i gang på skærmen. Men det virker kedeligt og mekanisk, tømt for erotik. Den seksuelle frihed man kæmpede for, befriede ikke verden eller gjorde den bedre, som man troede, men gjorde seksualiteten kommerciel og den blev opsuget af mainstreamen. Næste uges tilbud er et samle-selv torturkors med indbyggede håndjern hos Silvan. Lørdag aften er reddet, så kan vi se ”Brødrene fra Bakkegården” på DR1 samtidig, gamle danske film er da øretæveindbydende i primetime. Så kan vi trække lod om, hvem der skal være Poul Richard i aften.

Den såkaldte frie opdragelse, hvad blev der af den? Den er i sit udgangspunkt en demokratisk, sokratisk dialog mellem ligeværdige parter med forskelligt udgangspunkt, men hvis forældre kun kan finde ordet ”fri” og ikke orker eller har tid til resten af begrebet ”opdragelse” producerer det bare diktatorer i lommeformat.

For at slutte af på en munter tone. På et af de berømte Brandbjerg jazzstævner i begyndelse af 80’erne holdt den verdensberømte danske saxofonist og pioner på den frie avantgardejazzscene i Danmark, John Tchicai, et foredrag om spiritualitet og musik. Det var en lummer sommerdag og vi var vel 150 mennesker samlet i lidt for lille rum. Tchicai er en meget dyb og spirituel person med en kæmpe karisma og han holdt folk i sin hule hånd i 1 ½ times tid. Alle var helt oppe og flyve, en nærmest euforisk og ophøjet stemning. Tchicai afslutter foredraget med: ” Er der nogen der har noget at spørge om” - et øjebliks dyb tavshed og så lyder der en klar stemme: ”Er der nogen der har set mit vaskepulver”? Tchicai går i total nedsmeltning. Senere ses Tchicai og perkussionisten og trommetroldmanden Lars Stork (for ham var det nemlig) i dyb fortrolig samtale gennem Brandbjergs gamle have. Spørgsmålet var jo relevant, Lars' sokker var sure efter mange dages stævne, nogen havde taget hans vaskepulver og alle var samlet på et sted. Og det var da også en helt zen-buddhistisk mangel på situationsfornemmelse.

FODNOTER
[1] Hvis medlemmer bl.a. talte Gasolins guitarist- Frantz Beckerlee, der dog her spillede altsaxofon.
[2] blå toner, toner, der ligger omkring den lille terts, den lille septim og den formindskede kvint i en durskala, og som tilføjes denne i bluesmusikken;