Har pølsefabrikken sejret over fantasien?

Hvorfor fa’en skal det alt sammen være så kedeligt eller har pølsefabrikken sejret over fantasien?

Den østrigske komponist, geni og tangentvirtuos Josef Zawinul har en ufattelig broget og fantastisk karriere. Han er født i en arbejderfamilie i Wien, hans mor var sigøjner og allerede som barn var han virtuos på trækharmonika. Han spillede som knægt til bondeballer på landet og lærte her også at slå en proper næve. Som ganske ung kom han ind på musikkonservatoriet i Wien som pianist, men blev sammen med alle de andre ”Wunderkinder” flyttet til et slot i Tjekkoslovakiet på grund af de allieredes luftbombardementer af Wien. Dette var under 2.verdenskrig og det tredje rige ville beskytte sine unge talenter. Så der sad lille Josef langt væk i Böhmen på et slot med Østrigs bedste klaverpædagoger og 88 Bösendorfer flygler. Lærerne i de andre fag var krigsinvalide SS- officerer, der manglede arme og ben og derfor var uegnet til krigstjeneste.

Der blev kun spillet musik af tyske komponister – de tre B’er = Beethoven, Brahms og Bach. Lille Josef som var en knag til at læse noder og som godt kunne lide meget balkankrydderi i skæve taktarter ind imellem, kedede sig bravt. Men så fandt han ud af en af de andre drenge kunne spille Boogie Woogie. Det hyggede han sig så med at lære om natten. Men i smug for at SS ikke skulle opdage de spillede entartet negermusik. Det ændrede Josefs liv radikalt, efter krigen begyndte han at spille jazz og emigrerede i 1959 til USA- hvor han spillede med bl.a. Dinah Washington og Cannonball Adderley.

Han dannede sammen med Saxofonisten Wayne Shorter gruppen Weather Report som var den mest nyskabende og bedst sælgende gruppe i fusionsmusikken. Både Zawinul og Shorter var og er kreative ”Aliens” – fra et andet univers - uforudsigelige og eksperimenterende.

Zawinul er en kompromisløs mand, han lytter aldrig til andres musik - (hvorfor skulle jeg det? Min musik er meget bedre!). Han var god ven med Miles Davis og symptomatisk for dem snakkede de ALDRIG om musik, men kun om boksning. Han er i dag 75 år og hver gang han er i København skal der findes en flaske Slivovitz til ham, ned med den, 70 armbøjninger og så ind at spille.

Han har et fuldstændig vanvittigt absolut musikalsk gehør og total hukommelse og har det der i Østrig hedder Schmäh: ”Jeg kommer fra Wien ligesom Mozart, men jeg har bedre ører”. En særdeles ukedelig mand med en sprudlende fantasi.

Forleden kørte jeg hjem fra Vejle, det var det sædvanlige lyntog med alle dem der havde været til møde i Jylland, som nu var på vej hjem. Jeg kom til at sidde ved siden af to dejlige piger i begyndelsen af 30’erne. Velklædte, godt uddannede – RUC eller Handelshøjskolen.

De drak kaffe og delte en Mars-bar, en indrømmelse af et syndigt nedlagt bytte efter veludført arbejde. ”Mon det nu går an?”, hang som en aura omkring dem. Det gik i den grad an, der var ikke et gram, der sad forkert på deres slanke kroppe.

De snakkede lidt teknisk, de sad og viftede med nogle sammenhæftede ark og jeg fik smuglæst noget om Copyright og EU. Sikkert et par embedspiger eller nogen fra en stor virksomhed. Så faldt samtalen hen på der hvor de boede. Den ene brokkede over, at der hvor hun boede i det Københavnske Nordvest – der var sådan nogle mærkelige butikker med tøj til almindelige mennesker og der var slet ikke nogen lækre cafeer eller rigtige butikker med godt tøj, møgkedeligt!

Jeg faldt selv i staver – der hvor jeg bor er der fyldt med smarte cafeer og hver gang der lukker en gammeldags specialforretning åbner der en tøjforretning. Vi har på Østerbro 1 (én) slagter og 1 osteforretning, i min barndom var der 35 slagtere alene i Nordre Frihavnsgade. (og her er der masser stof til en ny omgang Noia)

Men bare rolig tøser, om 10 år er Nordvest lige så ensartet som Østerbro, fyldt med dødssyge tøj og såkaldte livsstils-butikker.

Tanken slog mig, nu sad de to pæne piger, med deres copyright lovgivning og ønskede at verden skulle være ens over det hele. Hvis de får ret, så vil det snart være lige meget med nogen form for copyright - den dag når alt bliver den samme surdej.
Har du, kære læser, været i provinsen for nylig? Kædeforretning efter kædeforretning på den samme dødssyge gågade, jeg skal virkelig anstrenge mig, for at finde ud af om jeg er i Frederikshavn eller Køge. Dødssyg pølsefabrik med standardiserede metervarer.

Se nu historien om TV2 og DR. Det liberale argument for oprettelsen af TV2 var at konkurrencen ville skabe noget bedre tv, mere kvalitet og et bredere udbud til glæde for alle. Det modsatte er sket, aldrig er vi blevet overfaldet med mere ensartet tv: tåbelige quizzer, programmer hvor folk udstiller sig selv og deres uformåen i alle livets forhold til offentlig beskuelse. Det er simpelthen så tåkrummende hjernelamt og krænker i hvert fald min blufærdighed, så min kaskoforsikring på overlæder er steget til astronomiske højder.

Den sidste polemik med Brians e-mail til DR i anledningen af Irak-krigen, endte bare som et lille symptomatisk bøvs i mediesuppen. I den herskende åndelige hypnose af Danmark kan man lige orke at følge med i en præfabrikeret krimi[1] og det eneste, der kan rejse vreden i folkehavet er at man bliver nødt til at vente med at få at vide, hvem der myrdede, nå ja/Noia - jeg kan sgu ikke en gang huske, hvad hun hedder.

At den frie presse er under beskydning, er der ikke rigtigt nogen der kan hidse sig op over. På den anden side, de fleste er jo begyndt kun at læse Jørgen Clevin-aviserne, som er lavet med en potte klister, en saks og en stak telegrammer. Var det Metroexpress, der reklamerede med at de kun kom med nyheder, holdninger overlod de til andre at kære sig om? Og det er jo noget vrøvl og manipulation af værste skuffe - valg af emner, prioriteringer og placering - alt er jo bevidste eller ubevidste valg styret af holdninger og/eller skjulte dagsordener. Virker det ikke som om at man i den hellige professionalismes navn som journalist, spindoktor eller kommunikationsekspert i dagens Danmark, har carte blanche for personlig omtanke og ofte også etik?

Så alt er helt forudsigeligt i disse år, der er simpelthen ikke noget at komme efter. Den såkaldte normalisering er bevidst indrettet til at udradere fantasi, kreativitet og det uforudsigelige, som ikke kan kontrolleres og dermed er farligt. Så stiller vi noget TV2/DR1 pseudo-vandgrød til rådighed i stedet, 200 % renset for tankevirksomhed, mening og uforudsigelighed.

Som den opmærksomme læser sandsynligvis har regnet ud, har jeg opgivet at se fjernsyn overhovedet og gør det kun ved hændeligt uheld.

Joe Zawinul spillede en årrække med guitaristen Scott Henderson. En dag i studiet siger Scott efter et take, hvor han er kommet lidt skævt ind, ”Øh, kunne jeg ikke lige tage den solo om?”
Zawinul der i modsætning til andre mennesker ikke har 90 % vand i kroppen, men 89 % musik (og 1 % slivovitz) og altid spiller lige præcis det han vil og helt uden fejl: ”Hvorfor det?” Scott: ”det var noget lort!” - Zawinul: ”hvorfor spillede du det så?”

[1] Hvis nogen interesserer sig for hvorfor, jeg synes at danske TV-serier er så kedelige og forudsigelige, kan jeg anbefale at læse Christopher Voglers bog – The Writers Journey- Mythic structure for Writers. Læs den før din lokale manuskriptforfatter.
Vogler har skrevet og bedømt manuskripter i Hollywood i en lang årrække og har lavet en håndbog i manuskripthåndværket. Afslørende, men også sindsudvidende læsning – han har simpelthen fat i noget centralt i menneskets liv og de dybere strukturer i menneskets måde at opleve og berette på.