Set på TV2 News:
De Royale og de danske fanejunkere strømmede til Mærsks samlehal for interkontinentale ballistiske missiler på Holmen i København.
Repertoiret var IGNOR Stravinsky "Sacre du printemps" (sic!), hvilket sandsynligvis har kedet hele holdet - minus prins Henrik, der spiller Debussy på klaveret hjemme på Amalienborg, hvor han sandsynligvis ærgrer sig over at bo i et industriområde i Vladivostok efter udsigten at dømme.
Men det er skønt at vide at TV2 News, synes at IGNOR Stravinsky bør stå på skærmen mange gange, medens nogle lettere retarderede journalister fortæller om fanejunkernes koners kjoler.
Hvad angår fanejunkerne - bliver sovsekanderne, så vidt jeg er orienteret, kun uddelt til dem der har kvajet sig så eftertrykkeligt, at man kun kan avancere dem uden for ansvar. En procedure, der følger det såkaldte "Peters Perkussions princip" - Personer der udgør en prop i systemet, klodrianer man ikke kan slippe af med, dødvægt som man bliver man nødsaget til at forfremme til stillinger, hvor de ikke kan gøre skade.
I gamle dage var det amtmændene, der var percussioneret, i dag er amterne nedlagt, men af besynderlige årsager optræder de stadig med skærft, medaljer, sovsekander og koner i grimme kjoler på TV2 News.
Jeg synes, vi bør forære Brian en sovsekande, en rød jakke og en hel trillebør fuld af medaljer og med lynets hast gøre ham til amtmand, hans kone har penge nok til at købe grimme kjoler.
Ellers også burde vi bare give staklerne fri, så slipper de for at høre IGNOR Stravinsky i montagehallen på Holmen og kan sidde hjemme i sutter og høre Brians yndlings opera: Phlatus of the Øpera af den lødige engelske komponist - Andrei Lord Weber - på TV2 - selvfølgelig!
Her er så den ægte vare: Igor er menneskelig og dejlig stiv på vej over Atlanten!
http://www.youtube.com/watch?v=4R-0zt_T_4M
torsdag den 10. maj 2007
torsdag den 3. maj 2007
Ministeriet for gakkede danse arter!!
ORQUESTRA ARAGON
Youtube.com er fantastisk, her kan man se(og selvfølgelig høre) ekstremt sjældne klip fra en musikhistorie, som man ellers aldrig ville kunne se! Men selvfølgelig høre.
Den første del af klippet er Ismael Rivera- den gamle helt fra Cortijo sammen med det cubanske Orquestra Aragon.
Sidste del er en en skøn optagelse fra 60'nes Cuba - fløjte og synkron-dans. Orkestret blev dannet i 1939! i Cuba og spiller stadigt!
http://www.salsatap.com/aragon/aragon1.htm
Youtube.com er fantastisk, her kan man se(og selvfølgelig høre) ekstremt sjældne klip fra en musikhistorie, som man ellers aldrig ville kunne se! Men selvfølgelig høre.
Den første del af klippet er Ismael Rivera- den gamle helt fra Cortijo sammen med det cubanske Orquestra Aragon.
Sidste del er en en skøn optagelse fra 60'nes Cuba - fløjte og synkron-dans. Orkestret blev dannet i 1939! i Cuba og spiller stadigt!
http://www.salsatap.com/aragon/aragon1.htm
Funky Nueva York 1980
Timbalero!
Louie Ramirez og Ray De La Paz.
Tito er kongen, men Louie følger godt med.
Læg mærke til den synkrone dans efter Louis solo. Udfald af billedet og dårlig lyd er fuldstændigt ligegyldig.....
Louie Ramirez og Ray De La Paz.
Tito er kongen, men Louie følger godt med.
Læg mærke til den synkrone dans efter Louis solo. Udfald af billedet og dårlig lyd er fuldstændigt ligegyldig.....
søndag den 29. april 2007
Dagens grafitti
I kæmpe gule blokbogstaver på stenvæggen over vandet i Gl. Strand en face folketinget:
HVOR BOR THOR? HVAD MED JYDSK RENGØRING OG FARUM B(oldklub)?
Det sidste spørgsmål undrer også mig, hvorfor er det ikke blevet taget op i hele Farumsagen, at Deres finansminister (han er i hvertfald ikke min) solgte reklamer for et millionbeløb for Jydsk rengøring (Hans eget selvskab), 14 dage før han solgte det til ISS Rengøring.
Så var der jo lissom ikke mere noget, der hed Jydsk Rengøring man kunne reklamere for, vel?
HVOR BOR THOR? HVAD MED JYDSK RENGØRING OG FARUM B(oldklub)?
Det sidste spørgsmål undrer også mig, hvorfor er det ikke blevet taget op i hele Farumsagen, at Deres finansminister (han er i hvertfald ikke min) solgte reklamer for et millionbeløb for Jydsk rengøring (Hans eget selvskab), 14 dage før han solgte det til ISS Rengøring.
Så var der jo lissom ikke mere noget, der hed Jydsk Rengøring man kunne reklamere for, vel?
onsdag den 25. april 2007
Bamse og Kylling i Jylland
Så lykkedes det endelig: De Jydske Hævnere og deres CEPOS [1] vovse Kenneth Plummer fik nationaliseret Bamse og Kylling.
Det er den sidste led i De Jydske Hævneres payback strategi. Nu har de nationaliseret de kulturradikale Bamse og Kylling til Århus, hvor nogen Certificerede CEPOS agenter kan kontrollere, at Bamsen ikke manipulerer og indoktrinerer de danske børn med venstreorienterede sandheder og gummistøvler.
http://politiken.dk/erhverv/article290790.ece
Men det er jo ingen gåde når man ser Plummers karriere (Citat DRs hjemmeside)[2] :
Først arbejdede han som produktchef for fødevarefirmaet O. Kavli A/S, inden han fortsatte turen til The Walt Disney Company Nordic A/S. Derefter tog Kenneth Plummer seks år i legetøjskoncernen Mattel, firmaet bag Barbie-dukken, hvor han var administrerende direktør for først den skandinaviske og siden hen den nordeuropæiske afdeling.
Det er jo en klar karriere inden for opløsningsmidler. Kavli producerer f.eks. læskedrikken Fun, der som bekendt helst burde stå på hylden for rengøring og andre kemiske midler, på grund af de kunstige aromastoffer, konserveringsmidler og farvestoffer. Det er 200 % borgerligt kapitalistisk produkt, der ikke indeholder noget som helst, der er produceret i naturen.
Dernæst Disney, der som bekendt er så puritansk og højreorienteret at man taler om at ”Lex Disney” er så begrænsende for kreativiteten, at det har gjort firmaet til en skygge af sig selv og nu har sat koncernen i en økonomisk negativ spiral.
Derefter hos Mattel, Phtalaternes konge, hvor selv Barbie Ken ikke har noget - hverken foroven eller forneden. Alt er ædt af opløsningsmidler, men jeg håber Kenneth får nok penge for dåden, så han i det mindste kan føle noget i den laveste del af hans eroderede nervesystem.
Så nu er det Payback time for Kultur-Brian. Nu fik de skabt den rette ravage for DR, nedlæg Sporten, og send Bamse og Kylling til Jylland.
Afslutningsvis kan jeg kun citere denne kommentar fra Politikens debat:
”Hvis nogle norske politikere var medansvarlige til - og derefter aksepterede - at det norske public service medie, NRK, blev reduseret til ukendelighed, så ville disse politikere blive kaldt landsforrædere af størstedelen af den norske befolkning. Som oprindelig nordmand ser jeg nu med vantro på hvad der sker med den historiske og samlende kulturinstitution DR. Dette er en STOR politisk skandale“
[1] http://en.wikipedia.org/wiki/Cerberus
[2] http://www.dr.dk/p3/vip3/verter.asp
Det er den sidste led i De Jydske Hævneres payback strategi. Nu har de nationaliseret de kulturradikale Bamse og Kylling til Århus, hvor nogen Certificerede CEPOS agenter kan kontrollere, at Bamsen ikke manipulerer og indoktrinerer de danske børn med venstreorienterede sandheder og gummistøvler.
http://politiken.dk/erhverv/article290790.ece
Men det er jo ingen gåde når man ser Plummers karriere (Citat DRs hjemmeside)[2] :
Først arbejdede han som produktchef for fødevarefirmaet O. Kavli A/S, inden han fortsatte turen til The Walt Disney Company Nordic A/S. Derefter tog Kenneth Plummer seks år i legetøjskoncernen Mattel, firmaet bag Barbie-dukken, hvor han var administrerende direktør for først den skandinaviske og siden hen den nordeuropæiske afdeling.
Det er jo en klar karriere inden for opløsningsmidler. Kavli producerer f.eks. læskedrikken Fun, der som bekendt helst burde stå på hylden for rengøring og andre kemiske midler, på grund af de kunstige aromastoffer, konserveringsmidler og farvestoffer. Det er 200 % borgerligt kapitalistisk produkt, der ikke indeholder noget som helst, der er produceret i naturen.
Dernæst Disney, der som bekendt er så puritansk og højreorienteret at man taler om at ”Lex Disney” er så begrænsende for kreativiteten, at det har gjort firmaet til en skygge af sig selv og nu har sat koncernen i en økonomisk negativ spiral.
Derefter hos Mattel, Phtalaternes konge, hvor selv Barbie Ken ikke har noget - hverken foroven eller forneden. Alt er ædt af opløsningsmidler, men jeg håber Kenneth får nok penge for dåden, så han i det mindste kan føle noget i den laveste del af hans eroderede nervesystem.
Så nu er det Payback time for Kultur-Brian. Nu fik de skabt den rette ravage for DR, nedlæg Sporten, og send Bamse og Kylling til Jylland.
Afslutningsvis kan jeg kun citere denne kommentar fra Politikens debat:
”Hvis nogle norske politikere var medansvarlige til - og derefter aksepterede - at det norske public service medie, NRK, blev reduseret til ukendelighed, så ville disse politikere blive kaldt landsforrædere af størstedelen af den norske befolkning. Som oprindelig nordmand ser jeg nu med vantro på hvad der sker med den historiske og samlende kulturinstitution DR. Dette er en STOR politisk skandale“
[1] http://en.wikipedia.org/wiki/Cerberus
[2] http://www.dr.dk/p3/vip3/verter.asp
tirsdag den 24. april 2007
Har pølsefabrikken sejret over fantasien?
Hvorfor fa’en skal det alt sammen være så kedeligt eller har pølsefabrikken sejret over fantasien?
Den østrigske komponist, geni og tangentvirtuos Josef Zawinul har en ufattelig broget og fantastisk karriere. Han er født i en arbejderfamilie i Wien, hans mor var sigøjner og allerede som barn var han virtuos på trækharmonika. Han spillede som knægt til bondeballer på landet og lærte her også at slå en proper næve. Som ganske ung kom han ind på musikkonservatoriet i Wien som pianist, men blev sammen med alle de andre ”Wunderkinder” flyttet til et slot i Tjekkoslovakiet på grund af de allieredes luftbombardementer af Wien. Dette var under 2.verdenskrig og det tredje rige ville beskytte sine unge talenter. Så der sad lille Josef langt væk i Böhmen på et slot med Østrigs bedste klaverpædagoger og 88 Bösendorfer flygler. Lærerne i de andre fag var krigsinvalide SS- officerer, der manglede arme og ben og derfor var uegnet til krigstjeneste.
Der blev kun spillet musik af tyske komponister – de tre B’er = Beethoven, Brahms og Bach. Lille Josef som var en knag til at læse noder og som godt kunne lide meget balkankrydderi i skæve taktarter ind imellem, kedede sig bravt. Men så fandt han ud af en af de andre drenge kunne spille Boogie Woogie. Det hyggede han sig så med at lære om natten. Men i smug for at SS ikke skulle opdage de spillede entartet negermusik. Det ændrede Josefs liv radikalt, efter krigen begyndte han at spille jazz og emigrerede i 1959 til USA- hvor han spillede med bl.a. Dinah Washington og Cannonball Adderley.
Han dannede sammen med Saxofonisten Wayne Shorter gruppen Weather Report som var den mest nyskabende og bedst sælgende gruppe i fusionsmusikken. Både Zawinul og Shorter var og er kreative ”Aliens” – fra et andet univers - uforudsigelige og eksperimenterende.
Zawinul er en kompromisløs mand, han lytter aldrig til andres musik - (hvorfor skulle jeg det? Min musik er meget bedre!). Han var god ven med Miles Davis og symptomatisk for dem snakkede de ALDRIG om musik, men kun om boksning. Han er i dag 75 år og hver gang han er i København skal der findes en flaske Slivovitz til ham, ned med den, 70 armbøjninger og så ind at spille.
Han har et fuldstændig vanvittigt absolut musikalsk gehør og total hukommelse og har det der i Østrig hedder Schmäh: ”Jeg kommer fra Wien ligesom Mozart, men jeg har bedre ører”. En særdeles ukedelig mand med en sprudlende fantasi.
Forleden kørte jeg hjem fra Vejle, det var det sædvanlige lyntog med alle dem der havde været til møde i Jylland, som nu var på vej hjem. Jeg kom til at sidde ved siden af to dejlige piger i begyndelsen af 30’erne. Velklædte, godt uddannede – RUC eller Handelshøjskolen.
De drak kaffe og delte en Mars-bar, en indrømmelse af et syndigt nedlagt bytte efter veludført arbejde. ”Mon det nu går an?”, hang som en aura omkring dem. Det gik i den grad an, der var ikke et gram, der sad forkert på deres slanke kroppe.
De snakkede lidt teknisk, de sad og viftede med nogle sammenhæftede ark og jeg fik smuglæst noget om Copyright og EU. Sikkert et par embedspiger eller nogen fra en stor virksomhed. Så faldt samtalen hen på der hvor de boede. Den ene brokkede over, at der hvor hun boede i det Københavnske Nordvest – der var sådan nogle mærkelige butikker med tøj til almindelige mennesker og der var slet ikke nogen lækre cafeer eller rigtige butikker med godt tøj, møgkedeligt!
Jeg faldt selv i staver – der hvor jeg bor er der fyldt med smarte cafeer og hver gang der lukker en gammeldags specialforretning åbner der en tøjforretning. Vi har på Østerbro 1 (én) slagter og 1 osteforretning, i min barndom var der 35 slagtere alene i Nordre Frihavnsgade. (og her er der masser stof til en ny omgang Noia)
Men bare rolig tøser, om 10 år er Nordvest lige så ensartet som Østerbro, fyldt med dødssyge tøj og såkaldte livsstils-butikker.
Tanken slog mig, nu sad de to pæne piger, med deres copyright lovgivning og ønskede at verden skulle være ens over det hele. Hvis de får ret, så vil det snart være lige meget med nogen form for copyright - den dag når alt bliver den samme surdej.
Har du, kære læser, været i provinsen for nylig? Kædeforretning efter kædeforretning på den samme dødssyge gågade, jeg skal virkelig anstrenge mig, for at finde ud af om jeg er i Frederikshavn eller Køge. Dødssyg pølsefabrik med standardiserede metervarer.
Se nu historien om TV2 og DR. Det liberale argument for oprettelsen af TV2 var at konkurrencen ville skabe noget bedre tv, mere kvalitet og et bredere udbud til glæde for alle. Det modsatte er sket, aldrig er vi blevet overfaldet med mere ensartet tv: tåbelige quizzer, programmer hvor folk udstiller sig selv og deres uformåen i alle livets forhold til offentlig beskuelse. Det er simpelthen så tåkrummende hjernelamt og krænker i hvert fald min blufærdighed, så min kaskoforsikring på overlæder er steget til astronomiske højder.
Den sidste polemik med Brians e-mail til DR i anledningen af Irak-krigen, endte bare som et lille symptomatisk bøvs i mediesuppen. I den herskende åndelige hypnose af Danmark kan man lige orke at følge med i en præfabrikeret krimi[1] og det eneste, der kan rejse vreden i folkehavet er at man bliver nødt til at vente med at få at vide, hvem der myrdede, nå ja/Noia - jeg kan sgu ikke en gang huske, hvad hun hedder.
At den frie presse er under beskydning, er der ikke rigtigt nogen der kan hidse sig op over. På den anden side, de fleste er jo begyndt kun at læse Jørgen Clevin-aviserne, som er lavet med en potte klister, en saks og en stak telegrammer. Var det Metroexpress, der reklamerede med at de kun kom med nyheder, holdninger overlod de til andre at kære sig om? Og det er jo noget vrøvl og manipulation af værste skuffe - valg af emner, prioriteringer og placering - alt er jo bevidste eller ubevidste valg styret af holdninger og/eller skjulte dagsordener. Virker det ikke som om at man i den hellige professionalismes navn som journalist, spindoktor eller kommunikationsekspert i dagens Danmark, har carte blanche for personlig omtanke og ofte også etik?
Så alt er helt forudsigeligt i disse år, der er simpelthen ikke noget at komme efter. Den såkaldte normalisering er bevidst indrettet til at udradere fantasi, kreativitet og det uforudsigelige, som ikke kan kontrolleres og dermed er farligt. Så stiller vi noget TV2/DR1 pseudo-vandgrød til rådighed i stedet, 200 % renset for tankevirksomhed, mening og uforudsigelighed.
Som den opmærksomme læser sandsynligvis har regnet ud, har jeg opgivet at se fjernsyn overhovedet og gør det kun ved hændeligt uheld.
Joe Zawinul spillede en årrække med guitaristen Scott Henderson. En dag i studiet siger Scott efter et take, hvor han er kommet lidt skævt ind, ”Øh, kunne jeg ikke lige tage den solo om?”
Zawinul der i modsætning til andre mennesker ikke har 90 % vand i kroppen, men 89 % musik (og 1 % slivovitz) og altid spiller lige præcis det han vil og helt uden fejl: ”Hvorfor det?” Scott: ”det var noget lort!” - Zawinul: ”hvorfor spillede du det så?”
[1] Hvis nogen interesserer sig for hvorfor, jeg synes at danske TV-serier er så kedelige og forudsigelige, kan jeg anbefale at læse Christopher Voglers bog – The Writers Journey- Mythic structure for Writers. Læs den før din lokale manuskriptforfatter.
Vogler har skrevet og bedømt manuskripter i Hollywood i en lang årrække og har lavet en håndbog i manuskripthåndværket. Afslørende, men også sindsudvidende læsning – han har simpelthen fat i noget centralt i menneskets liv og de dybere strukturer i menneskets måde at opleve og berette på.
Den østrigske komponist, geni og tangentvirtuos Josef Zawinul har en ufattelig broget og fantastisk karriere. Han er født i en arbejderfamilie i Wien, hans mor var sigøjner og allerede som barn var han virtuos på trækharmonika. Han spillede som knægt til bondeballer på landet og lærte her også at slå en proper næve. Som ganske ung kom han ind på musikkonservatoriet i Wien som pianist, men blev sammen med alle de andre ”Wunderkinder” flyttet til et slot i Tjekkoslovakiet på grund af de allieredes luftbombardementer af Wien. Dette var under 2.verdenskrig og det tredje rige ville beskytte sine unge talenter. Så der sad lille Josef langt væk i Böhmen på et slot med Østrigs bedste klaverpædagoger og 88 Bösendorfer flygler. Lærerne i de andre fag var krigsinvalide SS- officerer, der manglede arme og ben og derfor var uegnet til krigstjeneste.
Der blev kun spillet musik af tyske komponister – de tre B’er = Beethoven, Brahms og Bach. Lille Josef som var en knag til at læse noder og som godt kunne lide meget balkankrydderi i skæve taktarter ind imellem, kedede sig bravt. Men så fandt han ud af en af de andre drenge kunne spille Boogie Woogie. Det hyggede han sig så med at lære om natten. Men i smug for at SS ikke skulle opdage de spillede entartet negermusik. Det ændrede Josefs liv radikalt, efter krigen begyndte han at spille jazz og emigrerede i 1959 til USA- hvor han spillede med bl.a. Dinah Washington og Cannonball Adderley.
Han dannede sammen med Saxofonisten Wayne Shorter gruppen Weather Report som var den mest nyskabende og bedst sælgende gruppe i fusionsmusikken. Både Zawinul og Shorter var og er kreative ”Aliens” – fra et andet univers - uforudsigelige og eksperimenterende.
Zawinul er en kompromisløs mand, han lytter aldrig til andres musik - (hvorfor skulle jeg det? Min musik er meget bedre!). Han var god ven med Miles Davis og symptomatisk for dem snakkede de ALDRIG om musik, men kun om boksning. Han er i dag 75 år og hver gang han er i København skal der findes en flaske Slivovitz til ham, ned med den, 70 armbøjninger og så ind at spille.
Han har et fuldstændig vanvittigt absolut musikalsk gehør og total hukommelse og har det der i Østrig hedder Schmäh: ”Jeg kommer fra Wien ligesom Mozart, men jeg har bedre ører”. En særdeles ukedelig mand med en sprudlende fantasi.
Forleden kørte jeg hjem fra Vejle, det var det sædvanlige lyntog med alle dem der havde været til møde i Jylland, som nu var på vej hjem. Jeg kom til at sidde ved siden af to dejlige piger i begyndelsen af 30’erne. Velklædte, godt uddannede – RUC eller Handelshøjskolen.
De drak kaffe og delte en Mars-bar, en indrømmelse af et syndigt nedlagt bytte efter veludført arbejde. ”Mon det nu går an?”, hang som en aura omkring dem. Det gik i den grad an, der var ikke et gram, der sad forkert på deres slanke kroppe.
De snakkede lidt teknisk, de sad og viftede med nogle sammenhæftede ark og jeg fik smuglæst noget om Copyright og EU. Sikkert et par embedspiger eller nogen fra en stor virksomhed. Så faldt samtalen hen på der hvor de boede. Den ene brokkede over, at der hvor hun boede i det Københavnske Nordvest – der var sådan nogle mærkelige butikker med tøj til almindelige mennesker og der var slet ikke nogen lækre cafeer eller rigtige butikker med godt tøj, møgkedeligt!
Jeg faldt selv i staver – der hvor jeg bor er der fyldt med smarte cafeer og hver gang der lukker en gammeldags specialforretning åbner der en tøjforretning. Vi har på Østerbro 1 (én) slagter og 1 osteforretning, i min barndom var der 35 slagtere alene i Nordre Frihavnsgade. (og her er der masser stof til en ny omgang Noia)
Men bare rolig tøser, om 10 år er Nordvest lige så ensartet som Østerbro, fyldt med dødssyge tøj og såkaldte livsstils-butikker.
Tanken slog mig, nu sad de to pæne piger, med deres copyright lovgivning og ønskede at verden skulle være ens over det hele. Hvis de får ret, så vil det snart være lige meget med nogen form for copyright - den dag når alt bliver den samme surdej.
Har du, kære læser, været i provinsen for nylig? Kædeforretning efter kædeforretning på den samme dødssyge gågade, jeg skal virkelig anstrenge mig, for at finde ud af om jeg er i Frederikshavn eller Køge. Dødssyg pølsefabrik med standardiserede metervarer.
Se nu historien om TV2 og DR. Det liberale argument for oprettelsen af TV2 var at konkurrencen ville skabe noget bedre tv, mere kvalitet og et bredere udbud til glæde for alle. Det modsatte er sket, aldrig er vi blevet overfaldet med mere ensartet tv: tåbelige quizzer, programmer hvor folk udstiller sig selv og deres uformåen i alle livets forhold til offentlig beskuelse. Det er simpelthen så tåkrummende hjernelamt og krænker i hvert fald min blufærdighed, så min kaskoforsikring på overlæder er steget til astronomiske højder.
Den sidste polemik med Brians e-mail til DR i anledningen af Irak-krigen, endte bare som et lille symptomatisk bøvs i mediesuppen. I den herskende åndelige hypnose af Danmark kan man lige orke at følge med i en præfabrikeret krimi[1] og det eneste, der kan rejse vreden i folkehavet er at man bliver nødt til at vente med at få at vide, hvem der myrdede, nå ja/Noia - jeg kan sgu ikke en gang huske, hvad hun hedder.
At den frie presse er under beskydning, er der ikke rigtigt nogen der kan hidse sig op over. På den anden side, de fleste er jo begyndt kun at læse Jørgen Clevin-aviserne, som er lavet med en potte klister, en saks og en stak telegrammer. Var det Metroexpress, der reklamerede med at de kun kom med nyheder, holdninger overlod de til andre at kære sig om? Og det er jo noget vrøvl og manipulation af værste skuffe - valg af emner, prioriteringer og placering - alt er jo bevidste eller ubevidste valg styret af holdninger og/eller skjulte dagsordener. Virker det ikke som om at man i den hellige professionalismes navn som journalist, spindoktor eller kommunikationsekspert i dagens Danmark, har carte blanche for personlig omtanke og ofte også etik?
Så alt er helt forudsigeligt i disse år, der er simpelthen ikke noget at komme efter. Den såkaldte normalisering er bevidst indrettet til at udradere fantasi, kreativitet og det uforudsigelige, som ikke kan kontrolleres og dermed er farligt. Så stiller vi noget TV2/DR1 pseudo-vandgrød til rådighed i stedet, 200 % renset for tankevirksomhed, mening og uforudsigelighed.
Som den opmærksomme læser sandsynligvis har regnet ud, har jeg opgivet at se fjernsyn overhovedet og gør det kun ved hændeligt uheld.
Joe Zawinul spillede en årrække med guitaristen Scott Henderson. En dag i studiet siger Scott efter et take, hvor han er kommet lidt skævt ind, ”Øh, kunne jeg ikke lige tage den solo om?”
Zawinul der i modsætning til andre mennesker ikke har 90 % vand i kroppen, men 89 % musik (og 1 % slivovitz) og altid spiller lige præcis det han vil og helt uden fejl: ”Hvorfor det?” Scott: ”det var noget lort!” - Zawinul: ”hvorfor spillede du det så?”
[1] Hvis nogen interesserer sig for hvorfor, jeg synes at danske TV-serier er så kedelige og forudsigelige, kan jeg anbefale at læse Christopher Voglers bog – The Writers Journey- Mythic structure for Writers. Læs den før din lokale manuskriptforfatter.
Vogler har skrevet og bedømt manuskripter i Hollywood i en lang årrække og har lavet en håndbog i manuskripthåndværket. Afslørende, men også sindsudvidende læsning – han har simpelthen fat i noget centralt i menneskets liv og de dybere strukturer i menneskets måde at opleve og berette på.
søndag den 1. april 2007
Bela Bartok Funky Balkan
4.strygekvartet 1. sats
Hugo Wolf Quartet - Funky Motherfuckers! They can play!!!
Bela Bartok >http://en.wikipedia.org/wiki/B%C3%A9la_Bart%C3%B3k
Hugo Wolf 4 > http://www.hugowolfquartett.com/biografie.htm
Hugo Wolf Quartet - Funky Motherfuckers! They can play!!!
Bela Bartok >http://en.wikipedia.org/wiki/B%C3%A9la_Bart%C3%B3k
Hugo Wolf 4 > http://www.hugowolfquartett.com/biografie.htm
Ave, Donald?
Et lille indlæg på www.mizar5.net en blog med fokus på Steely Dan
Ave, Donald!
Jacob Olsen from Copenhagen, Denmark sent this in: “I stumbled upon this picture in a book I just bought about ancient Rome. When opening the package and browsing the pages, the first picture I came across was this. Lucius Brutus was the man responsible for establishing the republic in Rome in 509. bc. But he looks spookingly like Don, even the haircut.”
Jacob Olsen used to work as a professional musician before he got into the educational side of music and arts. “Like a lot of other musicians, I’m sort of awed and inspired by the complexity and ideas in their music, and also intrigued by the imagery and density of the lyrics. And the musicianship and the producing and the recording quality- I mean what’s not to like!”
Sivuca
Det var i det hedengangne Bristol Music Center jeg så en lp med Sivuca første gang. En gnom med langt skæg, der lignede julemanden med en guitar foran nogle bjerge. Jeg troet at jeg havde fået en plade med finsk folkemusik. Aldrig har jeg taget mere fejl.
Sivuca var et sandt festfyrværkeri af musik, med en stenhård rytmik, en sprudlende kilde af inspiration og min første introduktion til musikken fra Nordeste: Forro, baion, maracatu og alt det der.
Nyd ham her fra svensk tv i 1969
lørdag den 31. marts 2007
Rengøringsvanvid! eller Røg fantasien ud i den sorte sæk?
En af mine mest kære yndlingshistorier handler om den kontroversielle tyske avantgardekunstner Joseph Beuys >.
Beuys var tysk pilot under 2.verdenskrig, han blev skudt ned på Krim-halvøen i marts 1944. Han blev hårdt såret fundet i sneen af tartarer, der rullede smurte ham ind i fedt og rullede ham ind i filt for at holde på kropstemperaturen.
Denne hændelse blev til en af hans væsentligste inspirationskilder og ud over happenings, installationer, tegninger medvidere indgik de to materialer i hans skulpturer.
Således havde et stort museum en skulptur af Joseph Beuys lavet af fedt, den var de meget stolte af, selv om den langsomt forsvandt og flød mere og mere ud. Nu var det sådan at museet fik en ny rengøringskone, en god tysk dame med sans for orden og properhed, som gode tyske koner har. Tro mig, jeg ved det, jeg har selv en.
Og så var da en tirsdag oprandt hvor de gode museumsfolk mødte på arbejdet. Ikke fordi de havde pjækket, næh, fordi museet havde som alle gode museer var lukket om mandagen. Til deres store bestyrtelse kunne de ikke finde deres Beuys skulptur, der hvor den havde stået var der ikke så meget som en fedtplet tilbage. De spurgte rengøringskonen, hvad der var sket: ”nå, ja det rod fik jeg fjernet, det var et værre arbejde, hvem går dog rundt og laver den slags griseri på det fine museum.” De bestyrtede museumsfolk spurgte, hvad der var blevet af ”svineriet”, men det var kørt bort med renovationen for længst.
Rengøringsdamens naive uforstand kan sammenlignes vores undervisningspolitik for øjeblikket. Naiviteten må man håbe på er påtaget, hvis ikke, er det i så fald en kynisk og bevidst omgåelse af videnskab og forskningsresultater. Der er en mærkelig paradoksal forskel på alt snakkeriet om innovation, kreativitet og fantasi som skal gøre Danmark til en stærk aktør i en globaliseret verden, når man samtidig med hård hånd skærer ned på de kreative fag i folkeskolen. Starter ens kreativitet og fantasi når man har en
MBA?
Howard Gardner >,der er amerikansk psykolog og ophavsmand til teorien om de de 7 intelligenser >, kaldte nedprioriteringen af de kreative fag og indførelsen af test i den danske folkeskole for direkte dumt, man lærer ikke noget af have flere dansktimer, hvis ens hjerne ikke er i stand til at modtage. Selv en benzinstander er mere intelligent indrettet end folkeskolen, sådan som det ser ud nu. Der er indbygget automatstop, så benzinen ikke plasker ud over det hele.
Min gamle onkel Albert (Einstein, altså han er ikke min onkel, men jeg har altid ønske at han var det) har sagt: Fantasi er vigtigere end viden. For mens viden peger på alt det, som er, peger fantasi på alt det, der vil komme. I dag er det ikke vigtigt at kunne kongerækken eller at vide hvor Løgstør ligger. Det kan vi bruge computerne til.
Jeg har i de sidste par år beskæftiget mig med at tage en uddannelse i ledelse. Her er det store mantra i disse år - teamwork, projektledelse, spaghettiorganisation – kært koncept har mange navne. Og i forbindelse med de forskellige kurser har jeg i gennemgået diverse personlighedstest: DiSC, eneagrammer, Belbintest… De viser desværre altid det samme, så der må være noget om snakken. Men hvordan kan det nu være, at man i erhvervslivet bruger så mange grunker (vi taler her om millioner af kroner) på at sammensætte folk i teams og bruge lang tid på at lære dem at løse opgaver i grupper. De nye smarte ”buzzwords”[1] - innovation, fantasi og kreativitet, udløser bunker af grunker til konsulentfirmaer, fagbogsforfattere og ikke mindst kursuscentrene. Hvorfor fa’en bruge så meget guld på efteruddannelse i erhvervslivet, når man kunne starte langt tidligere i folkeskolen med - nåh, ja rigtigt gættet – fantasi, kreativitet og gruppeeksamen. Ideologi eller naivitet – døm selv.
Den desværre afdøde amerikanske multiinstrumentalist Eddie Harris > var et sindbillede på innovation, fantasi og kreativitet. Han spillede på saxofon med trompet mundstykke og omvendt, opfandt en elektrisk saxofon, skrev lærebøger i musik, indspillede et utal af plader bl.a ”The Reason Why I’m Talking S-t” som ikke indeholder noget musik, men bare Eddie der fortæller grove og muntre historier imellem numrene på forskellige klubber. Hans musik bevægede sig rundt i et utal af stilarter og han var bevæbnet med en god gang saftig humor og selvironi. Titler som ”People Get Funny When They Get a Little Money” og den selvbiografiske ”Eddie, That’s Why You’re Overweight” – Den sidste er en blues, hvor han remser alt den gode amerikanske junkfood op, som han kunne sætte til livs.
Eddie Harris kom til Danmark engang i 80’erne. Han skulle indspille og turnere rundt med et til lejligheden sammensat dansk orkester. Ud over at være et geni var Eddie Harris også lidt enerverende, han havde i dage og nattevis holdt foredrag om mikro-makro, diæter og kostens betydning for ditten og datten. Bilen med orkestret er på vej ind i Hamborg, da Eddie får øje på to gyldne buer i det fjerne. ”Stop the car!”. De danske musikere ser undrende på deres idol, der er på rask trav direkte ind i en McDonalds.
”This is my junkfood day” var den simple forklaring. Genier er tit så sammensatte.
FODNOTE
[1] Buzzword er i sig selv et buzzword, et selvrefererende ord.
Beuys var tysk pilot under 2.verdenskrig, han blev skudt ned på Krim-halvøen i marts 1944. Han blev hårdt såret fundet i sneen af tartarer, der rullede smurte ham ind i fedt og rullede ham ind i filt for at holde på kropstemperaturen.
Denne hændelse blev til en af hans væsentligste inspirationskilder og ud over happenings, installationer, tegninger medvidere indgik de to materialer i hans skulpturer.
Således havde et stort museum en skulptur af Joseph Beuys lavet af fedt, den var de meget stolte af, selv om den langsomt forsvandt og flød mere og mere ud. Nu var det sådan at museet fik en ny rengøringskone, en god tysk dame med sans for orden og properhed, som gode tyske koner har. Tro mig, jeg ved det, jeg har selv en.
Og så var da en tirsdag oprandt hvor de gode museumsfolk mødte på arbejdet. Ikke fordi de havde pjækket, næh, fordi museet havde som alle gode museer var lukket om mandagen. Til deres store bestyrtelse kunne de ikke finde deres Beuys skulptur, der hvor den havde stået var der ikke så meget som en fedtplet tilbage. De spurgte rengøringskonen, hvad der var sket: ”nå, ja det rod fik jeg fjernet, det var et værre arbejde, hvem går dog rundt og laver den slags griseri på det fine museum.” De bestyrtede museumsfolk spurgte, hvad der var blevet af ”svineriet”, men det var kørt bort med renovationen for længst.
Rengøringsdamens naive uforstand kan sammenlignes vores undervisningspolitik for øjeblikket. Naiviteten må man håbe på er påtaget, hvis ikke, er det i så fald en kynisk og bevidst omgåelse af videnskab og forskningsresultater. Der er en mærkelig paradoksal forskel på alt snakkeriet om innovation, kreativitet og fantasi som skal gøre Danmark til en stærk aktør i en globaliseret verden, når man samtidig med hård hånd skærer ned på de kreative fag i folkeskolen. Starter ens kreativitet og fantasi når man har en
MBA?
Howard Gardner >,der er amerikansk psykolog og ophavsmand til teorien om de de 7 intelligenser >, kaldte nedprioriteringen af de kreative fag og indførelsen af test i den danske folkeskole for direkte dumt, man lærer ikke noget af have flere dansktimer, hvis ens hjerne ikke er i stand til at modtage. Selv en benzinstander er mere intelligent indrettet end folkeskolen, sådan som det ser ud nu. Der er indbygget automatstop, så benzinen ikke plasker ud over det hele.
Min gamle onkel Albert (Einstein, altså han er ikke min onkel, men jeg har altid ønske at han var det) har sagt: Fantasi er vigtigere end viden. For mens viden peger på alt det, som er, peger fantasi på alt det, der vil komme. I dag er det ikke vigtigt at kunne kongerækken eller at vide hvor Løgstør ligger. Det kan vi bruge computerne til.
Jeg har i de sidste par år beskæftiget mig med at tage en uddannelse i ledelse. Her er det store mantra i disse år - teamwork, projektledelse, spaghettiorganisation – kært koncept har mange navne. Og i forbindelse med de forskellige kurser har jeg i gennemgået diverse personlighedstest: DiSC, eneagrammer, Belbintest… De viser desværre altid det samme, så der må være noget om snakken. Men hvordan kan det nu være, at man i erhvervslivet bruger så mange grunker (vi taler her om millioner af kroner) på at sammensætte folk i teams og bruge lang tid på at lære dem at løse opgaver i grupper. De nye smarte ”buzzwords”[1] - innovation, fantasi og kreativitet, udløser bunker af grunker til konsulentfirmaer, fagbogsforfattere og ikke mindst kursuscentrene. Hvorfor fa’en bruge så meget guld på efteruddannelse i erhvervslivet, når man kunne starte langt tidligere i folkeskolen med - nåh, ja rigtigt gættet – fantasi, kreativitet og gruppeeksamen. Ideologi eller naivitet – døm selv.
Den desværre afdøde amerikanske multiinstrumentalist Eddie Harris > var et sindbillede på innovation, fantasi og kreativitet. Han spillede på saxofon med trompet mundstykke og omvendt, opfandt en elektrisk saxofon, skrev lærebøger i musik, indspillede et utal af plader bl.a ”The Reason Why I’m Talking S-t” som ikke indeholder noget musik, men bare Eddie der fortæller grove og muntre historier imellem numrene på forskellige klubber. Hans musik bevægede sig rundt i et utal af stilarter og han var bevæbnet med en god gang saftig humor og selvironi. Titler som ”People Get Funny When They Get a Little Money” og den selvbiografiske ”Eddie, That’s Why You’re Overweight” – Den sidste er en blues, hvor han remser alt den gode amerikanske junkfood op, som han kunne sætte til livs.
Eddie Harris kom til Danmark engang i 80’erne. Han skulle indspille og turnere rundt med et til lejligheden sammensat dansk orkester. Ud over at være et geni var Eddie Harris også lidt enerverende, han havde i dage og nattevis holdt foredrag om mikro-makro, diæter og kostens betydning for ditten og datten. Bilen med orkestret er på vej ind i Hamborg, da Eddie får øje på to gyldne buer i det fjerne. ”Stop the car!”. De danske musikere ser undrende på deres idol, der er på rask trav direkte ind i en McDonalds.
”This is my junkfood day” var den simple forklaring. Genier er tit så sammensatte.
FODNOTE
[1] Buzzword er i sig selv et buzzword, et selvrefererende ord.
Avantgardejazz er ligesom sex: det er enormt sjovt at være med til, men det lyder forfærdeligt. Eller modernismens paradoks.
Vi mennesker opfatter verden i strukturer, på mange vidt forskellige måder selvfølgelig, men for rigtigt at forstå noget, må vi have nogle referencer at rette os efter. Denne måde at se livet i mønstre og trangen til at inddele tingene i kasser gennemsyrer vores univers. Det er nok derfor at mange mennesker har svært ved at lytte til musik med helt frie rammer. Der er ikke nogle holdepunkter, ingen håndtag til forståelse.
Hvis jeg konfronterer mine elever med Contemporary Danish Jazz Quintets[1] komposition ”Action 1” fra 1966 i ca. 2 minutter, fremprovokerer det udtalelser i stil med, at man hellere vil til tandlægen. Nu synes jeg selv at tandlæger er dobbelt masochisme - først gør det ondt og siden koster det mange penge, men jeg griner (måske lidt ondt) hver gang et nyt hold hører total fri improvisation og jeg kan iagttage skrækken og ubehaget brede sig. Men det kan da være, at det en dag kommer til os, ganske langsomt i små nyk.
Vi kan i dag bare på det musikalske område se, hvordan moderne ideer og udefra kommende inspirationer er blevet opsuget i vores kultur, både den populære men også den fine. Vores ører er i de sidste hundrede år blevet vænnet til at høre de såkaldte blå toner[2], der i begyndelsen af forrige århundrede blev kaldt for kattejammer, negermusik, ugudeligt og sindsoprivende. I dag smører R&B sangerindernes soulguirlander lytternes trommehinder som kakao og den samme melodik er fuldt accepteret. I det hele taget er der mange, der ikke tænker på at den Beyoncé vi hører i radioen er en (indrømmet særdeles friseret) afart af arabisk musik, filtreret gennem nogle århundreders afroamerikansk kultur.
Og det sætter den absurde tanke i gang, at hver gang et neonazistisk punkorkester slår på to og fire på lilletrommen, hylder de afroamerikansk musik – det er der vist bare nogen, der har glemt at fortælle dem.
Dette er modernismens paradoks, de ideer der før var avantgarde: her kan vi nævne kropslig og sexuel frigørelse, moderne opdragelse, rytmisk musik for at nævne nogen få, bliver optaget i mainstream og i virkeligheden ændrer det ikke ret meget for menneskeheden, dumheden finder altid en vej. Som onkel Albert sagde: ”Forskellen på geni og dumhed er, at dumhed ingen grænser har”.
Vi kan se det hver dag, et forkert klik på fjernbetjeningen og man har et orgie i gang på skærmen. Men det virker kedeligt og mekanisk, tømt for erotik. Den seksuelle frihed man kæmpede for, befriede ikke verden eller gjorde den bedre, som man troede, men gjorde seksualiteten kommerciel og den blev opsuget af mainstreamen. Næste uges tilbud er et samle-selv torturkors med indbyggede håndjern hos Silvan. Lørdag aften er reddet, så kan vi se ”Brødrene fra Bakkegården” på DR1 samtidig, gamle danske film er da øretæveindbydende i primetime. Så kan vi trække lod om, hvem der skal være Poul Richard i aften.
Den såkaldte frie opdragelse, hvad blev der af den? Den er i sit udgangspunkt en demokratisk, sokratisk dialog mellem ligeværdige parter med forskelligt udgangspunkt, men hvis forældre kun kan finde ordet ”fri” og ikke orker eller har tid til resten af begrebet ”opdragelse” producerer det bare diktatorer i lommeformat.
For at slutte af på en munter tone. På et af de berømte Brandbjerg jazzstævner i begyndelse af 80’erne holdt den verdensberømte danske saxofonist og pioner på den frie avantgardejazzscene i Danmark, John Tchicai, et foredrag om spiritualitet og musik. Det var en lummer sommerdag og vi var vel 150 mennesker samlet i lidt for lille rum. Tchicai er en meget dyb og spirituel person med en kæmpe karisma og han holdt folk i sin hule hånd i 1 ½ times tid. Alle var helt oppe og flyve, en nærmest euforisk og ophøjet stemning. Tchicai afslutter foredraget med: ” Er der nogen der har noget at spørge om” - et øjebliks dyb tavshed og så lyder der en klar stemme: ”Er der nogen der har set mit vaskepulver”? Tchicai går i total nedsmeltning. Senere ses Tchicai og perkussionisten og trommetroldmanden Lars Stork (for ham var det nemlig) i dyb fortrolig samtale gennem Brandbjergs gamle have. Spørgsmålet var jo relevant, Lars' sokker var sure efter mange dages stævne, nogen havde taget hans vaskepulver og alle var samlet på et sted. Og det var da også en helt zen-buddhistisk mangel på situationsfornemmelse.
FODNOTER
[1] Hvis medlemmer bl.a. talte Gasolins guitarist- Frantz Beckerlee, der dog her spillede altsaxofon.
[2] blå toner, toner, der ligger omkring den lille terts, den lille septim og den formindskede kvint i en durskala, og som tilføjes denne i bluesmusikken;
Hvis jeg konfronterer mine elever med Contemporary Danish Jazz Quintets[1] komposition ”Action 1” fra 1966 i ca. 2 minutter, fremprovokerer det udtalelser i stil med, at man hellere vil til tandlægen. Nu synes jeg selv at tandlæger er dobbelt masochisme - først gør det ondt og siden koster det mange penge, men jeg griner (måske lidt ondt) hver gang et nyt hold hører total fri improvisation og jeg kan iagttage skrækken og ubehaget brede sig. Men det kan da være, at det en dag kommer til os, ganske langsomt i små nyk.
Vi kan i dag bare på det musikalske område se, hvordan moderne ideer og udefra kommende inspirationer er blevet opsuget i vores kultur, både den populære men også den fine. Vores ører er i de sidste hundrede år blevet vænnet til at høre de såkaldte blå toner[2], der i begyndelsen af forrige århundrede blev kaldt for kattejammer, negermusik, ugudeligt og sindsoprivende. I dag smører R&B sangerindernes soulguirlander lytternes trommehinder som kakao og den samme melodik er fuldt accepteret. I det hele taget er der mange, der ikke tænker på at den Beyoncé vi hører i radioen er en (indrømmet særdeles friseret) afart af arabisk musik, filtreret gennem nogle århundreders afroamerikansk kultur.
Og det sætter den absurde tanke i gang, at hver gang et neonazistisk punkorkester slår på to og fire på lilletrommen, hylder de afroamerikansk musik – det er der vist bare nogen, der har glemt at fortælle dem.
Dette er modernismens paradoks, de ideer der før var avantgarde: her kan vi nævne kropslig og sexuel frigørelse, moderne opdragelse, rytmisk musik for at nævne nogen få, bliver optaget i mainstream og i virkeligheden ændrer det ikke ret meget for menneskeheden, dumheden finder altid en vej. Som onkel Albert sagde: ”Forskellen på geni og dumhed er, at dumhed ingen grænser har”.
Vi kan se det hver dag, et forkert klik på fjernbetjeningen og man har et orgie i gang på skærmen. Men det virker kedeligt og mekanisk, tømt for erotik. Den seksuelle frihed man kæmpede for, befriede ikke verden eller gjorde den bedre, som man troede, men gjorde seksualiteten kommerciel og den blev opsuget af mainstreamen. Næste uges tilbud er et samle-selv torturkors med indbyggede håndjern hos Silvan. Lørdag aften er reddet, så kan vi se ”Brødrene fra Bakkegården” på DR1 samtidig, gamle danske film er da øretæveindbydende i primetime. Så kan vi trække lod om, hvem der skal være Poul Richard i aften.
Den såkaldte frie opdragelse, hvad blev der af den? Den er i sit udgangspunkt en demokratisk, sokratisk dialog mellem ligeværdige parter med forskelligt udgangspunkt, men hvis forældre kun kan finde ordet ”fri” og ikke orker eller har tid til resten af begrebet ”opdragelse” producerer det bare diktatorer i lommeformat.
For at slutte af på en munter tone. På et af de berømte Brandbjerg jazzstævner i begyndelse af 80’erne holdt den verdensberømte danske saxofonist og pioner på den frie avantgardejazzscene i Danmark, John Tchicai, et foredrag om spiritualitet og musik. Det var en lummer sommerdag og vi var vel 150 mennesker samlet i lidt for lille rum. Tchicai er en meget dyb og spirituel person med en kæmpe karisma og han holdt folk i sin hule hånd i 1 ½ times tid. Alle var helt oppe og flyve, en nærmest euforisk og ophøjet stemning. Tchicai afslutter foredraget med: ” Er der nogen der har noget at spørge om” - et øjebliks dyb tavshed og så lyder der en klar stemme: ”Er der nogen der har set mit vaskepulver”? Tchicai går i total nedsmeltning. Senere ses Tchicai og perkussionisten og trommetroldmanden Lars Stork (for ham var det nemlig) i dyb fortrolig samtale gennem Brandbjergs gamle have. Spørgsmålet var jo relevant, Lars' sokker var sure efter mange dages stævne, nogen havde taget hans vaskepulver og alle var samlet på et sted. Og det var da også en helt zen-buddhistisk mangel på situationsfornemmelse.
FODNOTER
[1] Hvis medlemmer bl.a. talte Gasolins guitarist- Frantz Beckerlee, der dog her spillede altsaxofon.
[2] blå toner, toner, der ligger omkring den lille terts, den lille septim og den formindskede kvint i en durskala, og som tilføjes denne i bluesmusikken;
Abonner på:
Opslag (Atom)